Vi nærmede os, folk klappede og heppede, Jens sagde ?Kom, en sidste spurt?. Men jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke mere i mig lige der, jeg ville bare løbe stille og roligt ind, så det gjorde vi. Følte mig nærmest ikke helt tilstede, det var sådan helt uvirkeligt, men pludselig var vi ved målporten, nåede den lyseblå målstreg og ja?vi var sgu i mål. Jeg var fuldstændig overvældet, og glemte helt at slukke mit ur, kunne ikke rigtig sanse andet end trække vejret, grine over hele femøren og give Jens et langt kram. Havde glemt alt om ur og medalje. Vi slap hinanden, og så stod medalje-damen klar til at hænge den fine H.C.Andersen medalje om halsen på mig, og en smuk rød rose fik jeg også.
Min officielle tid blev 2:41:53. En tid og en bedrift jeg er umådelig stolt over. Ruten var ikke nær så flad som jeg havde hørt fra mange, jeg synes altså der var flere stigninger, ikke nogen voldsomme, men alligevel nok til at mine hofter til sidst brokkede sig.
